Om Off Beat

Off Beat er et 8-stemmigt rytmisk kor, som mødes hver torsdag aften i Aarhus i nærheden af universitetet, og siden 1994 har vi haft Anne Rossau som fast dirigent.
I koret har vi en god dynamik både musikalsk og socialt!

Vores repertoire spænder vidt – fra jazz, latin og viser til rock og pop. Ofte er det Anne der arrangerer satserne, så vi synger både traditionelle og eksperimenterende arrangementer, samt forskellige potpourrier. Nogle gange bliver vi akkompagneret af klaver eller percussion, men som oftest synger vi a capella. Vi synger uden partitur til koncerterne og står ofte blandet for at få den bedste klang og det største nærvær i opførelsen.

Vi har en ambition om, at Off Beat skal være et sjovt kor at synge i! Til vores øvegange har vi en kageordning (hjemmebag er obligatorisk), hvert efterår har vi en øvelørdag, der afsluttes med fællesspisning og fest og så er der vores årlige hyttetur, hvor vi øver så intenst, at vi ender med at feste igennem.

Hvert år giver vi 6-8 koncerter i Aarhus og omegn (dvs. det meste af Jylland). Der er som regel nogle julekoncerter på plakaten. Derudover synger vi ved forskellige arrangementer som Kulturnat og Aarhus Festuge, ligesom vi har sunget koncerter i Den Gamle By, Banegårdens forhal, Musikhuset og forskellige kirker.

Off Beat har en ret stor aldersspredning (fra midten af tyverne til midten af tresserne), men vi føler, at det kun er en fordel.

Korselfie 2015