Off Beat er et 8-stemmigt rytmisk kor, som mødes hver torsdag aften i Aarhus i nærheden af universitetet, siden 1994 har vi haft Anne Rossau som fast dirigent, og i koret har vi en god dynamik – både musikalsk og socialt!
Vores repertoire spænder vidt – fra jazz, latin og viser til rock og pop.
Ofte er det Anne der arrangerer satserne, så vi synger både traditionelle og eksperimenterende arrangementer, samt forskellige potpourrier.
Nogle gange bliver vi akkompagneret af klaver eller percussion, men som oftest synger vi a cappella.
Til koncerterne synger vi uden noder og står som regel blandet for at få den bedste klang og det største nærvær i opførelsen.
Vi har en ambition om, at Off Beat skal være et sjovt kor at synge i!
Til vores øvegange har vi en “noget til kaffen”-ordning, hvert efterår har vi en øvelørdag, der slutter med fællesspisning og fest, og så er der vores årlige hyttetur, hvor vi øver så intenst, at vi ender med at skråle og hygge natten lang.
Koret har en ret stor aldersspredning – det synes vi kun er en fordel.
Hvert år giver vi 6-8 koncerter i Aarhus og omegn (dvs. det meste af Jylland), og der er som regel nogle julekoncerter på plakaten.